Overskriften på dette blogindlæg (efterfulgt af alverdens forskellige scenarier), er nok én af de mest indtastede sætninger i min søgehistorik på Google siden 2016 – året hvor vi fik Alf.
For som ny hundeejer kan man i den grad blive skrækslagen, ved tanken om alle de fejl man kan begå. Ikke sådan fejl med vilje, men dumme fejl og forseelser, fordi man ikke ved bedre.
Fejl, som dengang hvor Alf var hvalp og lige flyttet ind hos os, og jeg lod ham spise 12 vindruer, før jeg fik Googlet mig frem til, at hunde (især hvalpe) kan blive alvorlig forgiftede og dø af vindruer.
Det var dengang vi boede i Tyskland, og lige præcis en dag, hvor jeg var alene hjemme. Så min eneste mulighed var, på egen hånd, at ringe til nærmeste dyrlæge og forklare situationen med mit gebrokne tysk.
Resultatet blev, at vi styrtede af sted sent om aftenen med tog og metro gennem hele Hamborg, for at nå frem til dyrlægen. Og her fik jeg udleveret en dosis aktivt kul, men om jeg kunne få stoppet det ned i halsen på ham – NEJ, det kunne jeg godt glemme.
Og så jeg lå jeg ellers dér hele natten, badet i koldsved og troede, at min hund skulle dø, og at alt var min skyld. Heldigvis lever han endnu, men for pokker, hvor jeg følte mig som en uansvarlig og dårlig hundeejer i den situation.
Og lige præcis den følelse af frygt og utilstrækkelighed var noget der sad i mig det meste af hans første leveår. Får han nu det rigtige at spise? Får han for meget motion? For lidt motion? Sidder halsbåndet for stramt? Burde jeg købe en sele i stedet for? Er næsen for tør? Er kløerne for lange? Burde han ikke vokse mere? Bruger jeg nok tid på socialisering? –Kort sagt uendelige tankestrømme og bekymringer, som sikkert var helt unødvendige.
For når alt kommer til alt, så er det vist alligevel gået meget godt med Alf. På trods af mine (sikkert utallige) fejl i hans opvækst, så er jeg alligevel lykkedes med at få en sund, glad og nysgerrig hund, som elsker voksne, børn, babyer og alle andre dyr. En hund, der kan tages med i bil, tog, bus og på arbejde. En hund, som kan være alene hele dagen, eller være med overalt. En hund, der sjældent gør, men gerne giver masser af kys. Men alligevel også en hund, som langt fra har haft en perfekt hundeejer. Og som langt fra er blevet en perfekt hund. Og netop dét er hans charme.
Derfor vil jeg gerne slå et slag for den uperfekte opdragelse. Mest fordi jeg ikke tror den eksisterer. Fordi jeg tror på, at uanset hvor gode hensigter vi som hundeejere har, og hvor umage vi gør os, så kommer vi til at lave fejl. Og det er for det meste okay!
Så er du ny hundeejer, og er din søgehistorik eller tanker fyldt med spørgsmål til dine evner som hundemor (eller far), så bare rolig. Vi har alle sammen været der. Og jeg tør næsten forsikre dig om, at det skal nok gå fint alt sammen.
Om bloggeren:
Celine er 28 år og arbejder til dagligt med sociale medier hos Danmarks Naturfredningsforening.
Alf er en Fransk Bulldog på 1,5 år, som går under professionen "professionel livsnyder". Det er mest af alt noget han selv har fundet på. Som bloggere kommer vi til at blogge om livet på farten, da vi ofte er ude og rejse. Alf er født i Danmark, opvokset i Tyskland og har besøgt 5 lande.
Derudover har vi mange gode historier at fortælle om en tilværelse, som går ret meget op i hund. Så meget, at jeg har svoret, at jeg bliver nødt til at holde alle opdateringerne langt væk fra Facebook i frygt for at blive kendt som den skøre hundedame blandt mine venner.