Farvel til Alfred: Om at miste sin bedste ven

Farvel til Alfred: Om at miste sin bedste ven

Alf har altid haft svært ved at finde venner. Det er ikke fordi han ikke kan lide andre hunde – tværtimod! Men mange hunde kan ikke lide ham.

Når man som Alf er født med store øjne, store ører og uden hale, så er man selvsagt lidt svær at regne ud. Især når man også grynter som en gris, elsker at komme løbende i fuld fart og har bevægelser, der er hurtigere end en ninja.

Samlet set har det skabt en del uheldige episoder. F.eks. er Alf blevet overfaldet fire gange. Det har efterhånden gjort mig noget nervøs,, Og selvom Alf er glad og venlig over for andre hunde, er jeg meget påpasselig med hvem han får lov at hilse på og lege med.

Af samme årsag var glæden ekstra stor, da vi sidste vinter flyttede ind i den nye lejlighed og straks fandt en sød legekammerat på den anden side af vejen. Det var Alfred, og sådan var duoen Alf og Alfred skabt.

 

De to blev efterhånden berømte og berygtede i nabolaget. Vi begyndte at have for vane at hente Alfred flere gange om ugen, når vi alligevel skulle ned på marken, på stranden, eller på opdagelse i skoven med Alf. Og som hundeejer er der næppe noget skønnere syn, end når hunden tumler rundt med en god legekammerat. Derfor gjorde vi meget ud af, at tage Alfred med, når det kunne lade sig gøre.

De ugentlige ture blev efterhånden så vanlige, at da foråret kom, stod Alfred troligt ude på altanen hver dag og spejdede efter os. Og gensynsglæden var lige stor hver gang for de to der lignede hinanden næsten på en prik, men alligevel var så forskellige.

For mens Alf er den modige, frække og selvsikre hund, så var Alfred blid , forsigtig og underdanig. Og på den måde passede det umage par fint sammen – Alf fik lov at bestemme (som han gerne vil) og Alfred fik lov at opdage nye ting: Såsom at rulle sig i tang, slæbe kæmpe grene og jagte ænder. Det var alt sammen noget Alf lærte ham.

Men en dag vi skulle hente Alfred, var han der ikke, Alf satte sig som sædvanligt på græsset foran altanen og kiggede efter ham. Men denne gang kom han ikke.

For Alfred havde i længere tid været syg. Vi vidste godt, at Alfred havde problemer med allergi og nogle gange dårlig mave. Men han var altid glad for at se Alf, og glad for at lege. Desværre viste det sig dog, at Alfred var så syg, at dyrlægen ikke kunne gøre mere. Og så måtte han have fred. Blot 1,5 år gammel. 

Og sådan gik det til, at Alf mistede sin bedste ven. Og nu, flere uger senere går han stadig direkte hen til græsset foran altanen, sætter sig, og kigger op på altanen. For Alfred må da komme.

hundeleg

Og mens han sidder dér og venter, så overvejer det måske er tid til at få endnu en hund. En legekammerat til Alf. Men indtil den beslutning er taget, vil det skære mig i hjertet at se synet af min Alf, der venter på sin Alfred.

RIP Alfred. Og tak fordi du ville være Alf’s bedste ven.

Tilføj en kommentar