Så hvordan forbereder man så sin hund på, at man ikke er der den næste uge? Jeg har ikke svaret, men jeg vaskede ikke sengetøjet, inden jeg rejste, og jeg lod mine sko stå fremme. Alt var som det plejede at være, bortset fra jeg ikke var der. Da jeg tog hjemmefra, sagde jeg farvel, præcis som altid, med ordene: ”Jeg er snart hjemme igen.”
Hverdagen
Marvin er vant til, jeg er meget hjemme, fordi jeg arbejder hjemmefra. Han kan sagtens være alene, men er næsten altid med, når jeg skal et eller andet. Han følger mig rundt i huset eller haven og elsker at deltage i det, jeg laver, og har fuldt styr på mine og familiens vaner. Det er sjældent, jeg er væk fra ham i mere end et par dage.
”Hvor er du? – ”Jeg savner også dig!”
De første dage gik det fint. Både for Marvin og mig. Så begyndte Marvin at lede efter mig, og hver gang jeg så en hund på min ferie, så savnede jeg at sidde med fingrene i hans bløde pels. Jeg ringede ikke hjem. Jeg skrev til familien, så han ikke hørte min stemme. Der var ingen grund til at gøre ham forvirret. Som dagene gik, vænnede han sig heldigvis til, jeg ikke var der.
Forskellige måder at have hund.
Når jeg gik rundt i hovedstaden på Madeira, så jeg hunde ligge og sove på fortovet og fik i første omgang lidt ondt af dem, indtil det gik op for mig, at det slet ikke var herreløse hunde, jeg gik forbi. Faktisk så jeg ikke en eneste. De hunde, jeg mødte, var velnærede, og de fleste havde halsbånd på. Nogen elskede dem. Heldigvis.
De løse hunde på gaden havde helt styr på trafikken og virkede alle meget venlige. De levede livet. Måske lidt farligt efter min mening. Og det var tydeligt, at det var hundens eget ansvar, om de kunne følge med deres ejer, hvis de blev luftet. Ofte blev de luftet uden snor. En ansat på hotellet fortalte mig, at på Madeira er det ikke lovpligtigt at have en hundeforsikring eller have sin hund i snor. Noget vi tager for givet, at alle hundeejere har styr på i Danmark.
Mød manden og hunden.
Tæt på hotellet hvor jeg boede, bemærkede jeg af flere omgange en mand og hans hund. Begge så ud til at smile hele tiden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, at vores verdener ikke kunne være mere forskellige. Og så alligevel på et område ret ens. Vi er begge hundeejere. Af en eller anden årsag så gjorde de et stort indtryk på mig, så jeg spurgte ham, om jeg måtte dele et billede af dem begge til et blogindlæg i Danmark. Det måtte jeg heldigvis. Så her er de to smil. Manden og hunden på gaden.
”Hvor har i været? I glemte noget! – Mig!”
Lykken er at blive mødt af en glad hund. Gensynsglæden var stor. Der var ingen grund til min dårlige samvittighed. Han havde haft det som blommen i et æg. Vi grinede alle af den glade pelsraket, da han løb ud til et familiemedlems bil og var så klar til at skulle med hende hjem. Jeg har også savnet dig, Marvin!
Bag om bloggen
Charlotte nærmer sig de 50. Hun arbejder til daglig med regnskab. Hun elsker at tage billeder, skrive og læse, går op i sund kost og glutenfri bagning. Hun bruger en del tid på at dyrke grøntsager og være i haven.
Marvin er en brun 4-årig stædig og glad ft cocker. Han er en forkælet sofahund, familiehund og hjemmetrænet hjælpehund. Han elsker bamser og nye eventyr. Så længe der ikke er en støvsuger med i eventyret.