Mor, det virker som om, du elsker hunde en hel del mere, end du elsker dine børn, udtalte min datter Sigrid, da hun for, hvem ved, hvilken gang så mig i en dyb samtale med en fremmed hund, vi tilfældigt havde mødt.
Jeg undlod at svare, for hvem har lyst til at give sin 12 årige datter ret i sådan en påstand. Men jeg tænkte over udsagnet og nåede efter kort betænkningstid frem til, at der er noget om snakken. I hvert tilfælde synes jeg, det er en hel del nemmere at omgås hunde end mennesker.
Ungerne ynder at fortælle om den ferietur, hvor jeg, mens jeg sad på hug for at tisse, fik øje på et par mennesker med en hund, der mindede om en schipperke og derfor med bukserne (næsten) nede om hælene og delvis bar bagdel, råbende løb efter dem for at høre, OM det virkelig var en schipperke. Nej, det var det ikke!
Det hører absolut ikke til sjældenhederne at jeg falder i snak med en fremmed hund på gaden og dermed også dens mennesker. Som regel dog, fuld påklædt. Mine børn synes det er PINLIGT.
Da jeg for en del år siden mødte min mand, Birger, havde jeg boet alene sammen med min dejlige schæferhund, Donna i syv år.
Donna var en helt fantastisk hund. Hun kunne selv rydde sit legetøj op fra gulvet og putte det i sin kurv. Jeg kunne bede hende hente min hårbørste eller fjernbetjeningen, og hun kom prompte med det, jeg bad om - uden at brokke sig. På døren fra stuen ud til entreen hang en snor, hun kunne trække i for at åbne døren, og selvfølgelig skubbede hun selv døren i igen, når hun kom tilbage til stuen. I køkkenet havde vi en skuffe med hundesnacks, hun selv åbnede og tog fra – NÅR HUN FIK LOV!
Hun blev belønnet for alt, hun gjorde, og var derfor en kende rund om livet. Trods sine 11 år stod hun stadig velholdt, smuk i pelsen og klar i blikket, hvilket fik Birger til at udtale, en af de første gange han besøgte mig, at han gerne ville være min næste hund.
Her begyndte alle skuffelserne. Hvor Donna havde været supernem at træne, var Birger en hel del tungere i det. Efter 18 år kan man stadig følge sporet efter ham rundt i huset, fordi hans ting ligger og flyder alle steder. Jeg har prøvet med utallige skuffer og kurve, tænkelige og utænkelige belønninger, men INTET kan få ham til at rydde op efter sig! Med hensyn til døre og lignende forholder det sig ikke spor bedre. Birger kan ikke finde ud af at lukke en dør efter sig. Det samme gælder skabe og skuffer.
Konklusionen her har været: DET ER EN HEL DEL LETTERE AT HOLDE HUND END DET ER AT HOLDE MAND.
Hvad angår børnene på 12 og 14 år er jeg nået til nogenlunde samme antagelse. De brokker sig højlydt, hvis man beder dem om hjælp og kassen med chips og chokolade må jævnligt skifte plads, hvis man skal være sikker på, at det ikke forsvinder ned i gabet på en sulten (pre)teenager.
Hundene der imod ville ønske, at de kunne hjælpe meget mere til, end de allerede gør. Hvor end jeg går og står så er de altid lige i nærheden.
Jeg har lige haft en omgang influenza, den type der tangerer til at være en voldsom mandeinfluenza. Hundene mandsopdækkede mig i sengen, og hver gang familien kiggede ind til mig, satte Audi sig op, og sikrede sig at INGEN rørt hans mor.
For kort tid siden opdagede jeg en KÆMPE rotte i mit fuglevoliere, mens datter Sigrid trak sig tre skridt baglæns, handlede Cookie hurtigt og knækkede nakken på kræet.
Selvfølgelig elsker jeg min familie, men ærlig talt vil jeg hellere gå en tur med hundene end rydde op og gøre rent. Fakta er også at jeg som hjemmegående tilbringer en hel del mere tid sammen med hundene end resten af familien.
Det er ikke for sjov, at man siger, at «Hunden er menneskets bedste ven.»
Om ugens blogger:
Helene er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler. Og nu kan hun og Cookie også kalde sig læsehundeteam.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.