”Sit Fido! SIT!!”
- og alligevel så kommer Fido ikke ned i en sit. ”Aarrhh men for hulan, den kan jo godt derhjemme!”. De fleste af os kender det jo og det er jo ganske pinligt i alle situationer. Så kommer træneren lige hen og siger hej til hunden og BUM, så er numsen sat i jorden. Lige dér, så er hunden som oftest ret billigt til salg. Vi forsøger selv at få Fidos opmærksomhed og ganske som forudset, så sitter Fido stadig ikke, tiltrods for at man har gjort det selv samme som træneren. Og her har man så lyst til bare at forlade træningspladsen og opgive. Så snart man kommer ind af døren og beder Fido om at sitte, så gør han det lige så pænt som han plejer. Her forsøger jeg selv blot at trække på smilebåndet og huske at rose hunden, men alligevel går tankerne på hvad man dog kan tage af pris for Fido, som kun kan sitte derhjemme…
Trænerens magi
Jeg har glæden ved at være hjælpetræner på andre hold, eller når min egen træning trænger til en lille pause, forsøger jeg så at indhente inspiration fra andre, ved at træne deres hunde. I den forbindelse, har jeg haft fornøjelsen af utrolig mange forskellige hunde. Det er alt fra selskabshunde til jagthunde, og med hver deres sind, har også jeg kommet på prøve i ny og næ. Inden træningen starter, så går ejer og jeg altid lige igennem det basale, således, at hunden får det optimale ud af træningen. Udgangspunktet har for mig altid været, at træningen har skulle være varieret i forhold til hundens normale træning. Og det er jo så her at udfordringerne starter, men så alligevel… Selvom at jeg lægger mig meget op af ejerens træning, så får jeg en helt anden hund imellem hænderne end hvad de selv oplever. Nu tvivler jeg meget på at jeg ligefrem har magiske evner eller er hundevisker ubevidst, så derfor gik jeg og observerede hvorledes hundene reagerer i fremmede hænder. Det har efterfølgende vist sig at være en genial øvelse på holdene, men det er en helt anden historie.
Kunsten at viske tavlen ren
Jeg oplever jo alle gange at min træning bliver taget imod anderledes hos hunden, end når ejeren selv træner. Og den teori, mener jeg i hvert fald selv, skyldes at tavlen simpelthen viskes ren. Der er ingen forventninger fra hundens side, om hvorledes den skal agere når jeg holder snoren. Jeg kan forme den som jeg har lyst. Og netop det er magiens magt fra træneren, som vi som hundeejere, ikke har en jordisk chance for at slå. For uanset om vi vil det eller ej, så er vi alle ofre for vanens magt, også når det kommer til hunde. Som træner er det jo helt klart sjovere, at bilde hundeejeren ind at der er overnaturlige kræfter involveret - tro mig, det kan give de sjoveste forklaringer.
Så hvorledes får vi selv visket tavlen ren på egne hunde, så hunden også kan sitte udenfor hjemmet? Og skal vi i teorien være federe end trænerne? Jeg ligner selv en der bliver trukket rundt i manegen af egne hunde, men de kender mig jo også nok til præcist at vide, hvorledes moar lader kærligheden vinde i sidste ende.
Bag om ugens blogger
Mit navn er Cynthia Jensen og min helt store interesse ligger indenfor Hundesporten. Selv har min kæreste og jeg 5 hunde, som alle er jagthunde og som er med os (næsten) overalt til prøver, udstillinger og ikke mindst på jagten. Tidligere har jeg skrevet for "Vi med Hund" og er i skrivende stund ved at gøre indtog hos "HUNDEN".
Jeg glæder mig til at komme om bord som Blogger hos DogCoach og dele ud af mine betragtninger om hundene i hverdagen som aktive brugshunde