Jeg har efterhånden trænet en del år med Dumle, og normalt moser vi bare derud af, med træning 3 hverdage hver uge, konkurrencer og kurser hver weekend - tjuhej hvor det gik!
Og så alligevel ikke… For pludselig gik vi i stå. Vi var super god til det, som vi kunne i forvejen, men heller ikke mere end det. Vi udviklede os ikke længere.
Efterhånden som fremgangen i vores træning forsvandt, forsvandt motivationen til konkurrencer også. Lige så stille forsvandt motivationen så for at øve sig, og til sidst besluttede jeg mig for at trække stikket, og helt at tage en pause fra lydighedstræning.
Det gik mig dog på, for jeg var egentlig ikke klar til at skulle droppe det – vi plejede jo begge to at være ellevilde med at træne og konkurrere, og sådan skulle det være igen!
Det var dog nemmere sagt end gjort, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte.
Jeg filmer ofte vores træning, og jeg besluttede mig derfor for at se en masse af træningsvideoerne igennem, helt fra dengang vi startede med at træne, og til i dag.
Det var virkelig en øjenåbner.
Jeg blev pludselig mindet om, at selvom jeg følte at Dumle og jeg ikke nåede videre i vores træning i øjeblikket, så er vi trods alt nået enormt langt!
For blot 2 år siden, var vores helt store udfordring, at Dumle altid løb, så snart hun fik snoren af. Jeg havde næsten helt glemt det, for vi bruger aldrig snor mere, når vi træner. Jeg er altså blevet så vant til, at hun altid er ved min side, at jeg nu, blot 2 år senere, tager det som en selvfølge.
Ved at studere videoerne, gik dog også op for mig, at jeg stadig bruger præcis de samme rutiner og kropssprog i min træning, som jeg gjorde dengang hun var en flyvsk og utålmodig unghund. Fokus var derfor på at få hende ned i omdrejninger, og alting foregik langsomt og roligt.
Dengang var det også en super metode for os, men nu – to år senere – er den samme metode endt med at udviklet sig til, at vi begge er ved at blive lullet i søvn!
Jeg gik derfor straks i gang med at ændre på vores rutiner, og ikke mindst mit kropssprog, og sørgede for at få det filmet, så jeg bagefter kunne se, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede. Det er en lang proces, som jeg stadig er i gang med, for det er virkelig svært at ændre på rutiner, som man ingen gang selv rigtig var klar over, at man brugte.
Derudover har det også været lidt grænseoverskridende at lade Dumle ”gasse op” for energien igen, da skrækken for at hun pludselig ville løbe væk igen, hurtigt kom op.
Men hun ér ikke flyvsk teenager mere, og tværtimod blomstre hun nu mere op under træningen, end hvad hun længe har gjort. At se hvordan hun sprudler af energi smitter helt vildt, og har givet vores træning et tiltrængt boost, det er så skønt!
Det skal nemlig være sjovt for begge parter at træne, og hvis det ikke er det – så vil jeg klart opfordre til, at evaluere og evt. filme ens træningsmetoder, for at sikre sig, at det stadig passer både hund og ejer!
Bag om ugens blogger:
Jeg hedder Line, er 23 år og har to skønne hunde - Saga: en Tibetansk Spaniel på 5 år, samt Dumle: en labrador på 4 år.
Jeg elsker at samarbejde og udvikle mig med mine hunde, og vi afprøver derfor jævnligt alverdens forskellige discipliner inden for hundesporten. Vores største passion er dog rally, hvor vi også ofte er at finde på konkurrencebanen