Hvis mine nye naboer havde mødt min gamle hund

Hvis mine nye naboer havde mødt min gamle hund

Snart er det tre år siden han blev aflivet (03.07.2018) (du kan se mit farvelskriv her: https://www.ibbyheart.com/jeg-sang-for-blop/ ). Det er stadig et sårbart minde, der bringer tårer frem og knugen i maven.

Sorgen bor stadigvæk for nærværende i mig – hver dag…

Det gjorde så ondt,  bla fordi Blop var min første helt egen hund, og jeg var kommet op at gå (fra kørestolsbruger til gående) med hans hjælp. Blops spirit løftede mig – so to speak – op af kørestolen og gav mine ben nyt liv og min hjerne mod til at blive gående igen.

Engang måtte vi have ham til en kiropraktor, da hans nakke havde sat sig fast, da han hele tiden vendte sig om, og kiggede OP på mig, da jeg var kommet op at gå (fra at han sine første fem år udelukkende ”gik” tur med mig, hvor jeg sad enten i manuel kørestol eller på min el-scooter). Han logrede og logrede og drejede hovedet og kiggede mig i øjnene som ville han sige ”ih, hvor er du sej mor”. Jeg synes, det var ham, der var sej…

Blop var en livsglad fyr. Han troede altid på det bedste i alt i livet. Han blev aldrig uvenner med nogen andre hunde, katte, fugle eller egern. Han var bare venlig og tilpas.

Han knurrede kun af os mennesker, hvis vi ville tage eks.vis en ost, han havde stjålet fra bordet, tilbage…

Sådan var Blop – en fræk fyr med glimt i øjet, der gjorde, man næsten aldrig kunne blive helt sådan rigtig sur på ham. Dog var der lige nogle episode engang, hvor han løb ind i en af naboernes lejlighed og tog hendes nye La Perla undertøj – og tyggede sig godt igennem det. Eller dengang han løb ind i en anden af naboernes lejligheder og åd hendes fjerboa. Der var også engang, hvor han blev passet af vores naboer (Jakob og Pernille), og han åd Jakobs dyrt indkøbte kød (til en aften med drengene og en Mikkel Kessler-kamp). Kødet lå til optøning på køkkenbordet, og Jakob skulle lige ud og tænde grillen – og haps så åd Blop AL KØDET…

Apropos overskriften så tror nogle af vores nye naboer, at Fjolle er en sur fyr, der ikke gider hilse. Men jeg har lært Fjolle, at han bliver på vores terrasse, og IKKE løber hen til (og ind i lejlighederne hos) – de andre naboer – af erfaring siger jeg bare…

Fjolle har lært med klikker-træning, at være en god nabo til sine menneske-naboer, og det er jeg så glad for. Tilbage har vi minderne om ham de aldrig nåede at møde nemlig Blop, Næsten alle naboer, der nåede at elske og møde ham, bor her ikke mere.

Så hvis mine nye naboer havde mødt min gamle hund, kan det være deres festtøj, undertøj og kød havde mødt hans mund og snude, men i stedet har de Fjolle heroppe på tagterrassen, der bliver nede for enden af terrassen hos mig – og bare er en god dreng, der ikke kunne drømme om at gnaske i undertøj eller i en fjerboa…

 Fjolle the pgv

Til Blop; Æret være dit minde deroppe min elskede Blop. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig og savner dig. Fjolle vil du være stolt af, men du ville også hviske til ham, at han var lige lovlig velopdragen og kedelig.

Jeg elsker jer begge to – meget højt. Den 3.juli bliver en hård dag. Jeg savner at se dig ind i øjnene – og jeg savner at nusse dig. Du bliver aldrig glemt. Min gode gamle hund.

 

Bag om ugens blog: 

Vi er Fjolle og Ibbe. Fjolle er en PBGV. Jeg er – ja et menneske, der nogen gange ønsker, at ”jeg dog bare var hund”. Fjolle er min hund nr to. Min første hund, Blop, fik jeg i gave af min mand, da jeg blev alvorligt syg. Fjolle og jeg glæder os til at være en del af dette fine BLOG-UNIVERS.

Tilføj en kommentar