Jeg står midt i den forbandelse, der er en del af pakken for os alle fra den dag, vi siger ja tak til at tage ansvaret for en ny hundeven. Jeg skal beslutte, hvornår det er tid til at sige farvel til Mini Corgi.
I vinters begyndte Mini at virke lidt slatten i bagparten, når vi gik tur, når hun havde sovet og efterfølgende rejste sig, trak hun på det ene forben. Dertil var hun blevet meget pirrelig overfor de to små sorte.
Jeg tog en tur til dyrlægen for at bede om smertestillende og få sagen nærmere undersøgt. Vores dyrlæge er en humoristisk mand så hans første kommentar var, at hvis smertestillende medicin hjalp på pirrelighed, så ville han også udskrive en recept til sin kone.
Mini døjede med en diskus. Et besøg hos en osteopat viste, at hun var meget spændt i forparten, formodentlig fordi hun kompenserede for smerter i ryggen.
Med smertestillende medicin når det gjorde ondt og behandlinger hos osteopaten hver 14. dag blev Minis forpart meget bedre, men hun fik stadig sværere ved at hoppe op i sofaen, ligesom bagparten ikke blev bedre. Vinterkulden var så afgjort heller ikke Minis ven.
Dertil er Mini, som jo kun er syv år gammel, blevet lynhurtigt gråhåret. Min teori er, at hunde med smerter bliver før gråhårede, end hunde der lever et smertefrit liv – men den teori står helt for min egen regning.
Det er fuldstændig umuligt at vide hvor mange smerter hunden har, vi kan kun gætte.
Tanken om, at min hund måske har smerter gør ubeskrivelig ondt!
Tanken om, at jeg skal sige farvel til hende gør næsten lige så ondt!
Mini er født her på Autogaarden. Jeg sad med hende på skødet, mens hendes mor fødte hendes søskende. Hver gang nogen sagde, at de ville købe hende så gav det så stort et stik i mit hjerte, at jeg var nød til at beholde hende. Vi har trænet rally, hyrdet får, gået ture og sover i hinandens arme hver nat. Mini er helt sin egen. Der findes ingen som hende.
Jeg KNUS ELSKER hende – derfor skal hun ikke leve et liv i smerter, hvis jeg kan hjælpe hende herfra på en blid og kærlig måde. Av mit hjerte, hvor er det en svær beslutning at tage.
En morgen i april kulminerede det hele. I løbet af en halv time angreb Mini uden varsel begge de to små hunde. Dog kun skinangreb som ikke gav nogen skrammer. Det er svært at have en hundeflok, når en i flokken ikke trives. Det giver uro og utryghed.
Jeg tog en hurtig beslutning om, at NU var tiden til det endelige farvel kommet. Jeg ringede til dyrlægens kone (som ikke virkede spor pirrelig den dag) og bestilte tid til aflivning samme aften – og så tudede jeg så mine øjne var ved at falde ud.
Jeg vænner mig aldrig til at skulle sige farvel, og det er slet ikke blevet nemmere efter at jeg har fået børn. Førhen kunne jeg skyde hjertet op i brystet, tage en hurtig beslutning og få det overstået. Nu er det stadig mig, der skal tage beslutningen, men jeg skylder mine børn at give dem chancen for at sige farvel.
Så gik resten af dagen med at græde, gå farveltur med Mini og vente på, at min mand kom hjem for at agere chauffør. ”Er du sikker på at det er nu?”, spurgte han på vej over til dyrlæge. ”Ja”, hulkede jeg.
Vi havde fået tid en halv time efter at den åbne konsultation lukkede. På trods af det stod der stadig seks kunder og ventede på at komme til at tale med dyrlægen. Det var mere end jeg kunne klare så uden helt at gennemtænke situationen, bad jeg min mand om at køre hjem igen.
Det var to meget overraskede og glade børn der tog imod os, da vi kom hjem med Mini. Jeg var dog nød til at huske dem, og mig selv, på at det jo ikke betød, at Mini nu havde fået evigt liv. En eller anden dag SKULLE jeg jo tage en endelig beslutning og holde fast i den.
Jeg satte Mini på daglig smertestillende medicin, og så tog vi en periode kun med korte gåture alene eller ture, hvor hun kunne løbe uden snor. Hun fik dækken på, når det var koldt.
Nu er det blevet sommer, sådan da. Varmen er god for hende. Lige for tiden bruger hun næsten ingen smertestillende medicin. Hun virker glad og tilfreds. Vi træner nose work på hobby plan, da det er sjov aktivering, der kan laves uden, at det belaster Minis krop. Jeg er så lykkelig for, at jeg stadig med god samvittighed kan ligge i arm med Mini om natten.
Minis vægt er lidt til den høje side. Jeg har forsøgt at få dyrlægen til at forklare hende, at det kunne være godt for hende at tabe sig en smule. ”I disse MeToo tider, nægter jeg at udtale mig om en dames vægt!”, svarede han. ”Men jeg har selv haft en corgi engang – og den var også rigtig glad for småkager.”
Som nævnt glæder jeg mig dagligt over Minis selskab. Samtidig frygter jeg den dag, det for alvor bliver tid til det endelige farvel.
Om ugens blogger:
Helene er førtidspensionist og bruger en stor del af sin tid på sine dyr. Dyreholdet består af 4 hunde, 1 kat, 15 fritgående høns, ca. 80 volierefugle og så har datteren tre axolotler. Og nu kan hun og Cookie også kalde sig læsehundeteam.
Hun elsker at skrive små noveller, digte og historier fra sin hverdag og læser gerne en god skandinavisk krimi.
Udover Helene og alle dyrene, består familien af Birger 55 år, Thor 12 år og Sigrid 10 år.