Det er ikke altid nemt at være hundeejer (eller hund), når der er fart på karrieren. Jeg arbejder i forvejen en del med at få tingene til at hænge sammen, når arbejdstimerne er mange, rejsedagene er lange, og jeg har to aktive hunde, der allerhelst ville bruge hele dagen sammen med deres mor. Indtil nu er kabalen altid gået op. Især med hjælp fra min mor, der gerne kommer flere gange om ugen for at tage Alf og Alvin med på stranden eller i skoven.
Nu er situationen så den, at jeg er blevet tilbudt et job i udlandet. Et job, som jeg har valgt at takke ja til. Det betyder, at jeg i næste måned flytter til Dublin i Irland. Og hvad så med hundene?
De skal selvfølgelig med! Og heldigvis så hjælper (og betaler) min nye virksomhed for at få dem transporteret dem sikkert over Nordsøen og det Irske Hav. De hjælper os sågar med at finde et sted vi kan bo.
Men trods hjælpen til det praktiske, så er der mange spørgsmål, tanker og bekymringer der presser sig på. Jeg ved heldigvis, at mine hunde har super nemt ved at falde til nye steder, og at de sjældent stresser over noget (med mindre nabokatten står ude foran havelågen). Men ikke desto mindre så føles det som et ret vildt skridt at flytte til udlandet – ikke bare for mig selv, men også for mine hunde.
For vi flytter ikke bare væk fra venner og familie. Vi flytter også væk fra den daglige gåtur på Vestvolden. Vi flytter fra strand og udsigt til marker. Fra hundeskoven og rideskolen, hvor der er hundekammerater, hestevenner og mange spændende dufte. Jeg tror endda, at tisse-stenen nede på gadehjørnet (hvor Alf bruger meget tid), vil blive savnet.
Omvendt så har vi fået en unik mulighed for at tage på nye eventyr. Mulighed for at gå ture langs kysten, eller i én af Dublins utallige parker. Mulighed for at hoppe på toget til Galway og tage på opdagelse ved Cliffs of Moher. Mulighed for at finde nye hundevenner, og en fast hunde-sitter, som kan hjælpe os med at få tingene til at gå op, når arbejdsdagene trækker ud. Jeg får endda mulighed for at kunne arbejde hjemme nogle dage, og jeg får fleksibilitet til at planlægge min egen arbejdsdag, så jeg kan få endnu mere tid med hundene.
Og så får vi nok også mulighed for at opleve en del regn, selvom det kan være svært at tro på, at det kan regne mere i Irland end i Danmark (men det kan det altså). Heldigvis er Alvin allerede gået i skarp træning med regnjakkerne. Alf nægter stadig at gå i andet end sin egen pels.
Hvor angstprovokerende det end kan virke at rive tæppet væk under sig selv og sine hunde, for at flytte til et helt andet land, så håber jeg, at vores udenlandseventyr bliver god oplevelse for os alle.
Og hvis tingene ikke går som forventet? Tja, så løber Danmark jo ingen steder.
Har du et tip til mig vedrørende at flytte til udlandet (eller generelt bare flytte) med din hund? Del det gerne med mig i kommentarsporet.
Bag om ugens blogger
Celine er 28 år og arbejder til dagligt med sociale medier.
Alf er en Fransk Bulldog på 1,5 år, som går under professionen "professionel livsnyder". Det er mest af alt noget han selv har fundet på. Som bloggere kommer vi til at blogge om livet på farten, da vi ofte er ude og rejse. Alf er født i Danmark, opvokset i Tyskland og har besøgt 5 lande. Alf er netop blevet storebror til Alvin
Derudover har vi mange gode historier at fortælle om en tilværelse, som går ret meget op i hund. Så meget, at jeg har svoret, at jeg bliver nødt til at holde alle opdateringerne langt væk fra Facebook i frygt for at blive kendt som den skøre hundedame blandt mine venner.