Jeg vil gerne være bedre

Jeg vil gerne være bedre

Jeg vil gerne være en bedre hundeejer. Jeg vil gerne gøre det bedre.
Jeg øver mig. Jeg vil gerne forstå Fjolle bedre. Jeg vil gerne træne mere med ham. Jeg vil gerne være hans bedste ven, for han er min…

Det har sine udfordringer.

Jeg har dage, hvor min krop og min hjerne er ude af synk, hvor jeg simpelthen kun orker gåturen (to – måske tre – gange på en dag).

Hvor min sygdom modarbejder min intention om at Fjolle fortjener 100% fuld opmærksomhed på alle vores ture.

Opmærksomheden ér naturligvis på ham på vores ture, men nogle dage (faktisk de fleste) bliver der også brugt krudt på at holde tungen lige i munden – balance - OG det at kunne GÅ. MS (sclerose) vinder aldrig over min drøm om at give Fjolle det bedste liv muligt, men MS har sin pris – også for Fjolle…

hundeliv

Fjolle elsker at løbe og lege fjollede lege. Jeg kan ikke løbe. Jeg kan lege, og jeg kan træne hans hjerne (vi bruger klikker – og vi træner herhjemme – og han er så dygtig – klog), men jeg vil så gerne lærer noget nyt – sammen med ham.
Noget der ikke kræver, at jeg skal løbe og skal ud af mit hood (helst heller ikke uden for vores hjem). Hvis nogle af jer herinde, har nogle gode tips og tricks, som Fjolle og jeg kunne blive GODE SAMMEN af og med, så må I endelig skrive det i kommentarfeltet. TAK <3

Jeg vil så gerne være hans støtte og ven, når vi begiver os ud i livet – og når vi er herhjemme. Det er jeg. Det prøver jeg altid på at være, men nogle gange går det galt…

Det gik galt i starten af sommeren, hvor hans angst fra hvalpetiden (han blev sparket af en dreng på skateboard) - et skateboard – pludselig brød hans trygge ramme herhjemme – vores tagterrasse.

hundeliv2

Der var nemlig en ung fyr (en nabo -som han er hjerte-venner med), der havde købt et elektronisk skateboard, og pludselig kom det kørende mod ham med den unge, kære knægt på, og Fjolle misfortolkede situationen. Han blev skrækslagen. Han fik et angstanfald, og vi havde hundeadfærdsterapeut på ham samt KALM. Det tog toppen af panik-tiden, men selvom der er gået to måneder nu, er han stadig ikke sig selv. En lille flig af hans tryghed ved at være herhjemme - i lejligheden og på tagterrassen er gået i stykker. 

Vi arbejder stadig hver dag med hans angst – hans nye angst for lyde og noget der kører stærkt. Halen ryger dagligt pludselig ned under maven – og han farer op og ud og gemmer sig i soveværelset (eller tæt op af mig). Det har han aldrig gjort før oplevelsen med skateboardet på terrassen. Det er både vibrationerne fra motorlyde og lyde it self, der gør ham panisk.
Hmm, det er så pisse ærgeligt, men det er ingens skyld. Det var uheldige tilfældigheder, der udløste hans angst.

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle ham, at alt er okay –
at alt bliver okay igen.

To måneder er gået, og vi kæmper videre.

Vi gør det sammen – Fjolle og jeg, og jeg håber, at han i sidste ende lærer, at jeg altid vil gøre mit bedste for at have hans ryg, for at være hans støtte og bedste ven – for som jeg indledte dette skriv med, så er han min.

Møs og support needed fra Ib

Bag om ugens blogger 

Vi er Fjolle og Ibbe. Fjolle er en PBGV. Jeg er – ja et menneske, der nogen gange ønsker, at ”jeg dog bare var hund”. Fjolle er min hund nr to. Min første hund, Blop, fik jeg i gave af min mand, da jeg blev alvorligt syg.

I kan følge os på
www.ibbyheart.com/dogs  

Tilføj en kommentar