Når jeg forlader huset siger jeg højt siger ”hej – hej”, til hundene, og så går jeg. Når jeg kommer hjem, starter hundene med at gø, idet jeg sætter cyklen i carporten. Jeg låser mig ind og hundene farer rundt om mig, imens jeg højt siger ”hej – hej”.
Denne eftermiddag forløber lige som alle andre eftermiddage, indtil jeg låser døren op – og der kun er to hunde som hilser på mig. Jeg kigger mig om efter den sidste hund, og får øje på hende liggende på lammeskindet i gangen.
Jeg kalder på hende og hun logrer med halen, men rejser sig ikke. Jeg sætter mig på hug, og kalder på hende. Hun rejser sig meget modvilligt, og slæber sig hen til mig. Hun bruger slet ikke sin bagkrop, jeg stivner og løfter hende op. Jeg taler beroligende til hende og sætter hende ned igen, hun slæber sig direkte hen på lammeskindet igen og lægger sig.
I en fart får jeg smidt de to andre hunde i bilen og går tilbage efter Maggie, jeg sætter hende i et bur for sig selv – og sætter kursen mod dyrlægen. Nede ved dyrlægen kan jeg ikke lokke Maggie ud af buret, og må tage fat i hende. Jeg bærer hende, og idet jeg træder ind af døren og får øjenkontakt med dyrlægen, græder jeg.
Dyrlægen spørger hvad der er galt, og det eneste jeg kan fremstamme er, ”der er noget galt med min hund”.
Dyrlægen kommer hen og føre mig ind i konsultationen. Her beder hun mig sætte Maggie på gulvet, og igen slæber Maggie sig hen ad gulvet og dyrlægen udbryder: Ups, det ser ikke godt ud. Det er bare ikke de ord som jeg har brug for at høre, og min mave trækker sig sammen, og jeg får kuldegysninger.
Jeg er helt sikker på, at det er sket med hende og hun ikke kommer med hjem. Dyrlægen forklarer, at hun har set hunde, som har haft så ondt i maven, at de ikke kunne bevæge sig. Hun kan mærke, at Maggies mave er helt spændt op.
Hjemme igen lægger jeg Maggie i en kurv og de andre hunde går hen og snuser til hende. Hendes tætteste storesøster er henne flere gange i løbet af aften for at se til hende og slikke hende lidt på snuden. I løbet af aftenen får hun det lidt bedre, men ligger stadig bare og ligger. Sidst på aftenen, rejste Maggie sig pludselig og gik ud på terrassen, og lagde en meget stor lort, som lugtede noget så fælt.
Herefter hoppede hun op i min seng og sov til næste morgen, hvor hun hoppede rundt som hun plejede og meget gerne ville med ud på morgenturen. Jeg turde næste ikke tro mine egne øjne. Vi havde en tid hos dyrlægen om formiddagen, og hun var lige så overrasket og lettet. Dyrlægen sendte straks en sms til sin kollega, som havde været med i går. Maggie fik et ekstra skud smertestillende, bare for en sikkerheds skyld.
Og det var det! Hold nu op en forskrækkelse, jeg fik afprøvet at alle mine celler i kroppen virker!!
Om blogger: Ea Bagge
Ea har 3 hundepiger, Honey på 11 år, Luna på 2 år og Maggie på 9 uger. Hendes ældste hund er en gravhundeblanding som hun havde med hjem fra sin tid i Grønland. De to andre er cocker blandinger med duracell batterier. Ea træner Nose Work med alle sine hunde, det er en fantastisk aktivitet/sport. Luna er miljøtrænet og socialtrænet fra en tidlig alder, da hun forhåbentlig en dag skal bruges som pædagogisk "redskab".