Som ny hundeejer tager mange til dyrlægen kort tid efter den lille hundehvalp er kommet hjem, og det gjorde vi selvfølgelig også.
Hos dyrlægen blev Rudy omtalt som en flot, sund og rask hund og alt var, som det skulle være.
Dyrlægen gav en fin service, så han trimmede Rudy’s negle - her gik det galt!
Rudy har flere sorte negle/kløer, og det kan derfor være svært at afgøre, hvor meget negl der skal klippes, åbenbart også for en dyrlæge. Der blev desværre klippet for kort, så blodet strømmede ud og for at stoppe blødningen brænder dyrlægen neglen. Det er utroligt nok normal kutyme, men det er ekstremt pinefuldt for hunden, da nerven er blottet og det var desværre nok til at Rudy nægtede, at få ordnet negle igen.
Jeg følte mig ikke kompetent nok til, at skulle klippe hans negle selv, specielt eftersom dyrlægen ikke engang kunne finde ud af det. Jeg kunne desuden slet ikke få lov til at røre poterne.
Jeg så 1 års tid senere en reklame hos vores lokale dyrehandler, de ville få en dyrlæge på besøg. Dyrlægen kom for at tilbyde negleklip til kunderne, så her tilmeldte jeg os.
Da dagen kom nægtede Rudy, og det endte desværre med ufrivillig fastholdelse og igen for kort klipning af neglene, så det blødte endnu engang.
Herefter blev jeg anbefalet at få ham i narkose, når han skulle have klippet negle, hvilket var fuldstændig imod min måde at holde hund på. Narkose er bestemt ikke uden risiko, så det var et kæmpe NEJ fra mig.
Jeg gik og grublede længe over, hvad filan vi skulle stille op med ham. Han var virkelig panisk omkring negleklipning. Rudy havde mistet al tillid til både dyrlæger og os.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at klippe dem selv.
Vi skulle simpelthen have opbygget tilliden igen, så jeg kunne få lov.
Der blev indkøbt en rigtig god negleklipper, masser af godbidder og så samlede jeg mig ellers mod til og havde rigeligt med tålmodighed i bagagen.
Vi startede med, at jeg skulle få lov til at holde hans pote og røre neglene/kløerne, han fik derefter ros og så en godbid. Det startede vi med at gøre mange gange.
Så tog jeg negleklipperen og duttede hans pote med den, han fik ros igen og så en godbid. Dette gentog vi også mange gange.
Denne øvelse lavede vi flere dage om ugen over en lang periode, og herefter udviklede det sig til, at jeg fik lov til at holde negleklipperen ordenligt i hånden og helt ind mod neglen på ham. Hele denne proces lød på mange tusinde gentagelser, og stod på i flere uger.
En dag fik jeg lov til at komme helt tæt på, jeg greb derfor chancen og klippede. Det var en kæmpe succes, så fik han et væld af godbidder, møssere og ros, så dette fortsatte vi med i flere måneder.
Jeg fik på knap 1 år vendt panikken omkring negleklipningen til en positiv oplevelse. Det blev lige pludselig en fed ting at lave med mor, fordi vi nussede sammen, han fik ros og godbidder og vi generelt bare hyggede.
I dag knap 5 år efter nyder han stadig negleklipningen og alt det, der hører med, og selvom vi har skiftet dyrlæge i mellemtiden, så er jeg stadig den eneste som klipper hans negle.
Har du en hund som nægter at få klippet negle, så træn, træn, træn – det kan godt lade sig gøre. Det er vi nemlig et vaskeægte bevis på.
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en 7-årig Old English Bulldog ved navn Rudy. De er sammen aktive på instagram med profilen @erikssons_boys