Nu som mor - til tre?

Tina Hougaard

Nu som mor - til tre?


”Så er det her vel jeres sidste prøve i lang tid? Du får jo nok at se til med en baby, så hundene vil jo nok blive tilsidesat en del.” kom det spørgende (eller nærmere konstaterende) imens jeg stod og fumlede med at få lynlåsen over min store højgravide mave. Med kun 3 uger til termin, var jeg afsted til rallyprøve med Dumle, og det var derfor et spørgsmål, jeg efterhånden havde svaret på mange gange.
Men selvom jeg altid plejede at afvise idéen om, at mine hunde ville blive tilsidesat, var det dog tydeligt, at ikke alle følte sig overbevist.
Jeg fik derfor ofte det klassiske ”ja-ja-det-siger-du-jo-men-lad-os-nu-se” blik retur - også i dag.

Og uanset hvor lang tid man er gravid (og jeg tror også, at de fleste af os kan blive enige om, at 9 måneder er rigeligt!), så kan man aldrig helt forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og hvordan hverdagen bliver, når man får et barn. I hvert fald ikke det første barn.
Tvivlen nåede da derfor også langsomt at komme sivende, efterhånden som jeg blev mere og mere gravid. Havde de ret? Var det her så slutningen på min hundetræning? Ville jeg så først vende tilbage på konkurrencebanen, når mit barn var så stor, at det selv kunne være alene hjemme, eller hvad?



I dag er min datter næsten 7 måneder, og ja, jeg må da indrømme, det har ikke altid været nemt at kombinere barn og hunde. Det fredfyldte og harmoniske ideal med barnevogn og en hund på hver side, er alt andet end fredfyldt, med to så vidt forskellige hunde, der derfor også insisterer på at holde vidt forskelligt tempo og retning.
Hvis man så kombinerer det med at skulle manøvre en barnevogn afsted samtidigt, der gerne skal bumpe lige tilpas meget til at holde barnet sovende, men dog ikke så meget at sutten falder ud af munden – ja, så er det lidt af et cirkus.
Det spontane ”jeg-har-lyst-til-at-gå-en-tur-et-nyt-sted-og-wupti-så-sidder-vi-i-bilen-og-er-på-vej-afsted” er også i stedet blevet til avanceret og langvarig planlægning af vores gåture, der indeholder nøje statistik omkring babys søvn, afføring og madindtag.

Men på trods af besværet, er det altid det værd. Den enorme glæde i hundenes øjne og logrende haler, når vi får bakset os afsted, smitter nemlig af, og giver både fornyet ro og energi, efter selv den mest barske og søvnløse nat.
Eller hver morgen, når hundene følger med ind på min datters værelse for at sige godmorgen, og hun så begejstret hviner ved synet af dem, og ivrigt strækker armene ned mod dem, i håb om at de vil slikke på hendes hænder. Det er fantastisk at se, hvor bevidst og glad hun allerede er for hundene.

Der er vist aldrig nogen, der har påstået at det er nemt at være mor, hverken med eller uden hunde. Heldigvis har jeg en fantastisk stor støtte i både min kæreste, familie og venner, og Dumle og jeg er derfor også så småt ved at indtage konkurrencebanen igen.
Hvordan det er gået, må i høre mere om næste gang 😊

 

Om dagens blogger:

Jeg hedder Line, er 23 år og har to skønne hunde - Saga: en Tibetansk Spaniel på 5 år, samt Dumle: en labrador på 4 år.
Jeg elsker at samarbejde og udvikle mig med mine hunde, og vi afprøver derfor jævnligt alverdens forskellige discipliner inden for hundesporten. Vores største passion er dog rally, hvor vi også ofte er at finde på konkurrencebanen 🙂