Ny hvalpeforældre

Viktoria Bindslev

Viktoria Bindslev

Ny hvalpeforældre

Dette indlæg er skrevet af Sanne Rath Madsen, som læser til daglig til dyrlæge på Københavns Universitet


Efter vores flytning sidste år erhvervede vi os vores nye familiemedlem, schæferhunden, Asco. Han er nu 15 måneder og det dejligste arbejdsomme væsen, man kunne forestille sig. Han har lært mig utrolig mange ting allerede, og sat min tålmodighed på prøve et utal af gange, som sådan en unghund nu gør. 

Hvad i alverden har jeg gjort?

En hudløs ærlig fortælling om de første dage som ny hvalpeforælder. For hvornår er det rigtige tidspunkt at anskaffe sig en hvalp? Det kan være svært at svare på. Jeg gjorde det mod alle odds, som nytilflyttet i et lille rækkehus og med et af de hårdeste studier ventende forude.

Jeg er generelt meget velovervejet. Jeg tror da også, jeg havde tænkt samtlige scenarier igennem for den store dag. Dagen, hvor jeg skulle hente min nye bedste ven. Den skønneste lille schæferhvalp på 8 uger med nysgerrige øjne, og ører, der ikke helt kunne bestemme sig for, hvilken retning vinden blæste fra.
Men det, der udspillede sig på forsædet i vores lille Peugeot 107, var slet ikke, hvad jeg havde forestillet mig.

Den lille pelsklump i mit skød vred sig og græd noget så inderligt. En køretur på 20 minutter føltes pludseligt uendelig lang.
Det ovenstående scenarie tror jeg, at mange nye hvalpeejere kan nikke genkendende til. Jeg har aldrig selv haft hund før, og på trods af, hvad jeg selv troede, så var jeg slet ikke forberedt. Det gør næsten ondt at indrømme i dag.

En hård start

Da min kæreste og jeg rykkede rødderne op og flyttede den lange vej fra Jylland til Sjælland, havde jeg allerede besluttet mig for, at nu skulle det være. Opbakningen var dog ikke stor, og jeg kan set i bakspejlet ikke bebrejde min familie for deres bekymring. Det var trods alt et stort ansvar at påtage sig oveni den lange flytning, start på dyrlægestudiet og udelukkende med 66 kvadratmeter samt et frimærke for en kommende hund at ”boltre” sig på. Men jeg havde besluttet mig for, at min drøm skulle opfyldes, og det kunne næsten kun gå for langsomt.

Derudover var det jo heller ikke just den mindste eller mindst krævende race at anskaffe sig, men schæferhunden havde altid være ønskehunden, så da 1. august 2021 oprundede, kørte vi afsted for at hente vores nye familiemedlem.
Jeg tror allerede, jeg begyndte at tvivle på mig selv, da vi parkerede foran det lille gule rækkehus i Høje Taastrup, med en storgrædende hvalp i armene.


Hvad i alverden havde jeg dog gjort? Den her lille skabning var pludselig mit ansvar, og jeg frygtede oprigtigt, om jeg kunne give ham alt det, han havde brug for. Jeg havde trods alt aldrig trænet hund før, og med en hvalp, der ville vokse til vel over de 40 kg, er ansvaret stort.


Men jeg var stålsat på at modbevise både mig selv, og dem der så skævt på mit valg. Jeg tilbragte de første 14 dage på sofaen og påbegyndte alt træning: alene hjemme-træning, renlighedstræning og basal lydighed. Det var uden tvivl benhårdt arbejde. Jeg sad faktisk ofte med følelsen af, at hunden slet ikke brød sig om mig. Han søgte langt mere min kæreste i starten, og jeg måtte ofte bide mig i læben, for ikke at græde af frustration. For slet ikke at tale om den uendelig trang til at bide i ALT. Fra ankler til dørkarme. Jeg har stadig arrene som en permanent souvenir.


Vi begyndte heldigvis til hvalpetræning, og i samtale med andre nye hundeejere, fandt jeg ud af, at alle mine problemer slet ikke var så unormale endda. Nogle af dem kunne endda beskrives som værende trivielle. Det gav blod på tanden.
Gennem benhårdt arbejde og tålmodighed fandt vi endelig hinanden. Og i dag ville jeg aldrig være ham foruden. Det er ovenikøbet gået så galt, at jeg er blevet bidt af træningen i Schæferhundeklubben og det bånd, det har skabt mellem os.
Derfor kan det betale sig ikke at give op, selvom det virkelig har været en rejse. Ikke en, jeg ville anbefale til alle, men den har uden tvivl været det hele værd.