Det er meget få gange om året hvor jeg ikke er super selskabelig, eller holder af at bruge tid sammen med andre mennesker.
Den ene er 100% nytårsaften – en aften, som de sidste par år har stået i Nemo’ens tegn
For når man har en hund som virkelig er nytårsangst, så ved alle hundeejere hvor svært netop nytåret kan være at komme vel igennem – og hvor meget fokus det egentlig kræver at have en hund hvor der skal mere end almindelige storeanstrengelser til, for at den synes aftenen er nogenlunde tålelig.
Og ja - selvfølgelig har vi forsøgt 117 konstellationer af medicin, ro, og andre angstdæmpende tiltag ligefra lydtræning på CD’ere, til ThunderShirt - desværre med ret begrænset succes.
Ligesom jeg for længst har opgivet tanken om at man lige kan tage ud til nogle venner som bor et fredeligt sted eller selv have et par gæster.
For jeg ender altid i en beklemt følelse over, at skulle være der 110% for min hund og samtidig gøre et forsøg på at være lidt social.
Og det er langtfra den bedste cocktail for nogen
For sandheden er, at den afmagt man som hundeejer ofte ender med at stå i når det buldrer og brager udendørs, bare ikke gør det muligt at være tilstede på andre måder, end lige der hvor ens hund kan ligge klistret op af en.
Derfor holdt vi i år, den mest mystiske konstellation af nytår herhjemme.
Som var designet til at matche Nemo’ens behov for at jeg kunne holde ham i pote i et par timer, hvor han var herhjemme - og hvor der var absolut ro på.
En aften hvor vi spiste mad udefra kl 17 – så der var tid til at hygge inden teenagere skulle til fest langt-pokker-i-vold og de små skulle hjem og sove.
Det blev en aften hvor jeg valgte at han udelukkende fik Zylkene og ThunderShirt fremfor at været dopet (som i øvrigt gør ham endnu mere panisk), og hvor man så os tape vattæpper op foran de sidste to vinduer som ikke har gardiner, og høre musik for fuld blus hele natten.
Og ærligt, havde nogen betragtet os udefra, havde de højst sandsynligt tænkt, at nu rabler det da fuldstændigt for dem.
Men tidligere nytårstrængsler har bragt os langt omkring i hvad der virker – ligefra en tur til Toscana (hvor jeg kan oplyse at de ikke skyder af).
Til sidste års nattur på stranden ved Vesterhavet, hvor vi (efter på mirakuløs vis undgik at sidde fast i sandet) kunne skåle og hyggesnakke en times tid inden vi kørte tilbage til sommerhuset – til i år at bruge midnat siddende i mit påklædningsværelse (hvor der er meget få vinduer), lyttende til jazz i mørket og dele nytårsminder (fra andre tåbelige nytårsaftener) og en flaske champagne.
Egentlig en del hyggeligere end de mange minder jeg har fra mange års lidt skuffende nytårsfester..
På en eller anden måde, er det at forsøge at tilpasse aftenen til at Nemo’en kommer godt igennem, blevet en ny sær ny nytårstradition.
Som faktisk under omstændighederne er ganske hyggelig.
Og det allerbedste er at jeg stort set hele aftenen havde en glad og tryg hund, som sov, spiste en ufattelig masse kødben og snacks og ved midnat lå helt stille i arm.
Det var det hele værd!
Jeg er med på, at folk der ikke har hund, absolut tænker at det er at gå for vidt, når man siger at man er nødt til at sidde hjemme med sin hund til nytår.
Men ærligt, det må jo være deres sag.
Det vigtigste for mig er at min hund er glad og tryg (punktum). Også nytårsaften.
Så fordi det kræver, at jeg nedprioriterer mine egne behov for at drikke og spise mig i hegnet og give den gas med festivitas den ene gang om året – so be it.
Og ved nærmere eftertanke, så tror jeg rent faktisk, at denne nytårsaften kommer til at gå over i historiebogen som en af de hyggeligste jeg kan huske tilbage på, med bobler, gode snakke, dejlig mad, godt selskab og en (næsten) glad vuf hele aftenen - what’s not to like?
Om ugens blogger
Forfatter bag ugens DogCoach blog er Linn Radsted.
Linn er selvstændig konsulent og serieværksætter på 8 år og har Jack Rusell terrieren Nemo på knapt 7 år, som idag primært er hyggehund.
Udover øvrige projekter, er hun stifter og indehaver af DogCoach.