Den sidste tids konkurrencer, eller rettere nogle af de kommentarer, jeg har fået ved de lejligheder, har fået mig til at reflektere lidt over det at konkurrere og ikke mindst, hvorfor jeg gør det.
Konkurrencer er for VORES skyld – det tænker jeg, de fleste af os er enige om.
Jeg tænker også, de fleste af os er enige om, at vores træning ofte bliver mere fokuseret og målrettet, når vi konkurrerer og dermed har et mål.
Ovenstående er én af grundene til, at jeg konkurrerer med mine hunde, og det AT konkurrere kan i min optik også sagtens være for hundens skyld.
Er det ikke lidt modstridende med at konkurrencer er for vores skyld? Ikke helt, hæng på...
Jeg har brug for noget at arbejde hen mod. Det gør det sjovere for mig, det motiverer mig, og det gør mig mere målrettet.
Når jeg er motiveret og målrettet, bliver jeg en skarpere og sjovere træner for mine hunde – jeg træner dem ganske enkelt bedre.
Hvis jeg bare træner ”for sjov” (i mangel af bedre ord, for det er bestemt også sjovt at træne mod konkurrence) mister jeg fokus, bliver sloppy, og får ikke trænet så ofte, som jeg gerne vil.
Derfor kan det at konkurrere også være for hundens skyld, for de får mere og bedre træning – sådan er det i hvert fald hjemme hos os.
Så er der det der med mål
Mål kan være mange ting, og der er i min optik ikke nogen mål, der er mere rigtige end andre, så længe det er på hundens præmisser. Det kan handle om at bestå, at gennemføre, at vinde, at et delmoment virker, at opnå en bestemt følelse eller noget helt andet.
Mine mål er ofte forskellige fra konkurrence til konkurrence, fra disciplin til disciplin, og de afhænger af, hvor i processen, vi er. Fælles for mine mål er dog, at de aldrig handler om placering eller at vinde – jeg kan ikke styre, hvad de andre leverer, og jeg måler ikke vores præstation mod andres, den måler jeg i stedet mod os selv og ser på vores udvikling eller mangel på samme.
Happiness is a state of mind
”Du er altid glad, når du kommer ud, uanset hvordan det er gået.”
Ja!
En roset og en placering kan være et fint kirsebær på toppen, men det er på ingen måde en nødvendighed for at, at jeg er glad og tilfreds med vores præstation. Jeg tror på, at mine hunde altid gør deres bedste – hvis de ikke gør det ”godt”, er der noget, der har været for svært, og jeg må evaluere konkurrence og forudgående træning.
Det er aldrig hundene, der er tarvelige eller frække. Ansvaret er mit!
Jeg lærer noget HVER gang, og jeg ELSKER det!
Bag om ugens blogger:
Jeg hedder Mia, er 44 år, gift, har 4 børn og 2 F1 labrador, Molly på 5 år og Selma på 2 år, som jeg tilbringer stort set al fritid med at træne. Vi træner og konkurrerer primært i HTM/Freestyle og Nose Work - to discipliner, som jeg også er DKK dommer i.
Når jeg ikke træner mine egne, underviser jeg andre, fletter paracord, læser krimier eller skriver blog.