Nogle af jer husker måske, at vi modtog Allie, da hun var otte år gammel. Vi fik hende fra en bekendt, der havde købt hende fri fra en hvalpefabrik. Da hun blev købt, var hun drægtig med sit niende! kuld hvalpe. Desværre kunne hun ikke producere næringsrig mælk, så hvalpene endte hos en ammemor og Allie endte hos os! Efter blot et par dage (som var meget hårde for både hende og os), blev jeg kontaktet af vores bekendt: hvalpene havde brug for hjælp igen, idet ammemoderen ikke havde nok mælk! Vi aftalte, at Allie kunne give hvalpene nærhed, indtil en ny ammemor var fundet - hun havde dog andre planer. Hurtigt viste hun os, at hun ikke skulle adskilles fra hvalpene igen. Dermed stod vi i en ny situation: skal Allie tilbage til tidligere ejer og passe hvalpene, mens hun flasker dem op, eller skal vi tage hvalpene med os hjem og flaske dem op?
De endte med at komme med hjem, hvor de blev placeret i fødekassen på kontoret, hvor der var fred og ro og en god varme. Mit ur var sat til at ringe for hver halvanden time. Når uret ringede, brugte vi ca. 45 min på fodring og havde så ca 45 minutter til det igen gik løs med fodringen!
I den første uge kørte vi denne cyklus døgnet rundt - heldigvis i juleferien. Efterhånden var de så stærke, at vi kunne øge intervallet mellem fodringerne og hvalpene blev livligere. Allie var tilfreds og glad, og hun nød, at vi hjalp med hvalpene. Ralf og Kato agerede ‘legeonkel’ for de små og hjalp med at opdrage, når det blev nødvendigt. De viste også ret hurtigt, at de gerne ville beholde Alfred. De var meget opsøgende og nød ham lidt mere end de to piger - de fik heldigvis også deres vilje.
Da hvalpene nåede en alder, hvor de kunne kravle ud af fødekassen (som de var i, når vi ikke var hjemme), blev de flyttet ud i køkkenet, hvor de kunne færdes som de ville. Der blev startet renlighedstræning, og der blev søgt efter nye familier til de to piger. Hvalpene startede på foder og alt gik som smurt med dem. Hurtigt stod vi med samme følelse som en stolt mor: “de bliver så hurtigt store og om lidt flytter de hjemmefra” - og det gjorde de så.
Vores eventyr var slut, og vi stod tilbage og nød de øjeblikke, vi havde haft med hvalpene. Mange nætter var vi vågne, nætter hvor vi kæmpede for, at de skulle lære at drikke for at sikre deres overlevelse. Tårer blev spildt og grin blev delt. Dagene gik med hygge og nærhed. Vores flok udviklede sig, og hundene flyttede deres grænser.
Eventyret var det hele værd - at græde og sige farvel til vores små hvalpe var den bedste følelse!
Men! for pokker, hvor var det virkelig en hård tid: egne behov blev sat til side, det absolut nødvendige ordnet, men resten lod stå til. Følelsen af nærmest at være syg pga afbrudt søvn og udmattelse… Her bagefter vil jeg også gerne erkende, at jeg har meget stor respekt for avlere (og nybagte mødre - jeg kender følelsen af afbrudte nætter og bekymringer, og hvor meget det kan tære på en)!
Om ugens blogger
Ugens blogger hedder Nanna Retz Sloth og er 23 år gammel og datter af en hundetræner.
Hun har selv gået med som "føl", siden barn, først indenfor DCH og er nu selvstændig.
Er den lykkelige ejer af intet mindre end fire skønne vovser. Ralf, Alfred, Kato og Allie.