Jeg elsker at deltage i flere forskellige arrangementer med mine hunde, men nogle gange får jeg også sagt lidt for hurtigt ja til arrangementer, som jeg måske burde genoverveje en gang mere. En af de type arrangementer, var da jeg i et frisk øjeblik fik meldt mig til trailløb.
En af mine hundeveninder havde tidligere været med til trailløb med sin hund, og var vildt begejstret bagefter. Begejstringen smittede lynhurtigt over på mig, og der skulle derfor ikke meget overtagelse til, før jeg pludselig havde meldt mig og Dumle til et trailløb, som blev arrangeret 5 måneder senere.
Min kære Endomondo afslørede ganske vidst, at det var 1½ år siden, jeg sidst havde løbet, men jeg havde jo 5 måneder til at komme i form, så jeg bildte mig selv ind, at jeg havde masser af tid til at komme i løbeform.
Da de 5 måneder var gået, afslørede min kære Endomondo, at jeg havde løbetrænet i alt 4 gange siden. Jeg vil derfor godt indrømme, at mine tider ikke ligefrem var prangende, men nu var vi jo meldt til, så afsted skulle vi altså!
Det var heldigvis super dejligt vejr, så jeg var godt optimistisk før start, og Dumle var som sædvanlig verdens roligste og nemmeste hund at have med. I mens vi sad og ventede på start, tog hun sig endda lige en lur ovenpå mine fødder, på trods af at der var hunde og mennesker over det hele.
Det viste sig dog at være stilhed før stormen, for starten foregik helt nede ved vandet, hvilket var ren totur for stakkels Dumle. Hun blev derfor ved med at prøve at løbe ud i vandet, og jeg endte også med at få våde sko i et par gange. Når man så kombinerer det med sand i skoen, giver det meget store vabler, kan jeg hilse og sige!
Jeg blev også hurtigt meget klogere på, hvad det betyder at løbe trail, for det er nemlig alt andet, end en helt almindelig løbetur. Ruten foregik udelukkende på små ujævne stier, tværs igennem skoven, henover væltede træstammer og små bække, op og ned af uretfærdigt mange bakker, og derudover to lange strækning i sandet ude ved havet.
Hold nu **** hvor var det hårdt! For at det ikke skal være løgn, endte jeg endda med at skulle tage noget af ruten to gange, fordi jeg havde tabt min telefon i kampens hede. Heldigvis blev den fundet, uden skader.
På trods af at jeg undervejs på ruten, svor at jeg aldrig ville udsætte mig for den type vanvid igen, og at jeg kunne knapt gå i flere dage efter, så var det faktisk et rigtig fedt arrangement. Dumle elskede det, og det var en super fed måde, at udfordre os begge på - både fysisk, men også på vores samarbejde i det svære terræn, og med masser af hunde og mennesker omkring os. Hun klarede det hele så flot!
Vi endte endda med at blive nr. 42 ud af 92, hvilket jeg blev ret positiv overrasket over.
I et frisk øjeblik, da mine ben var begyndt at virke igen, kom jeg derfor til at melde os til endnu et trailløb…. Jeg satser dog stærkt på, at næste løb bliver betydelig nemmere, for der er 4 måneder til, så til den tid, dér er jeg jo kommet i løbeform….Tror jeg.. ;-)
Bag om ugens blogger
Jeg hedder Line, er 23 år og har to skønne hunde - Saga: en Tibetansk Spaniel på 5 år, samt Dumle: en labrador på 4 år.
Jeg elsker at samarbejde og udvikle mig med mine hunde, og vi afprøver derfor jævnligt alverdens forskellige discipliner inden for hundesporten. Vores største passion er dog rally, hvor vi også ofte er at finde på konkurrencebanen