Denne øjensygdom er meget almindelig, og alligevel kendte jeg den ikke, og hvis jeg bare havde kendt til den og dens symptomer noget før, det kunne have sparet min Emma for en masse grim ubehag.
SNASK I ØJET, hold øje med det.
Tilbage til starten af hendes sygdomsforløb, for det er super vigtigt at være hurtigt ude, for at sikre hurtig behandling.
En fredag morgen var der noget hvidt snask i hende ene øje, og jeg ville hurtig snuppe det med papir, som jeg plejer. Men det var ikke til at fjerne, det var sejt som tyggegummi.
Heldigvis kunne jeg få en akuttid hos dyrlæge. (Når vi skal til dyrlæge, er det lige før, jeg tager badedragten på, for jeg kampsveder som efter 1 times high intensive fitness – hun kæmper som en gal, og jeg bruger al min energi på at holde hende i selen – for ja en beagle ER stærk, alt imens dyrlægen står og smågriner af mig – han finder det mega underholdende) 😊
Dyrlægen kiggede på mig med alvorlig mine, og jeg var klar over den var gal. Hun havde ingen - som i INGEN - tåreproduktion og hendes øjne var helt tørre.
Sygdommen er autoimmun og hedder KCS ( Keratoconjunctivitis sicca). Hendes tal var så dårlige, at han ikke kunne sikre, at hun ikke mistede synet!!!
Jeg var knust, men dem der kender mig ved, at jeg vil kæmpe alt, hvad jeg kan for en sag, og det gjorde jeg.
Der lå et kæmpe arbejde foran os, som vi ville i mål med. Hun skulle have oprenset sine øjne flere gange om dagen (der var masser af sejt puds i alle kroge af øjnene) – det skulle pilles væk, øjnene skulle dryppes flere gange om dagen med øjendråber med hyaluronsyre – for at binde væske til øjet.
2x om dagen, et par timer efter der er givet øjendråber – skal hun så have Optimmune øjensalve, hvor det aktive stof er ciclosporin, som er immundæmper, så vi kan stoppe immunforsvarets angreb af øjet.
I starten var jeg grædefærdig, for hunden løb, lige så snart hun så tuben eller et stykke papir – og jeg vidste jo, hvor vigtigt det var, at vi ikke sprang én eneste behandling over. Vi snakkede med dyrlægen om ideer, og han forslog, at vi ”kopierede” dyrlægens bord.
Jeg købte et campingbord i Harald Nyborg – og en skridsikker bademåtte til at lægge på. Satte det ud i bryggerset (som hun ikke har nogen tilknytning til), og her kunne jeg så stå og holde hende i selen og nusse hende, imens min mand kunne ordne hendes øjne.
Det virkede perfekt – hun faldt til ro oppe på bordet, og vi fik lov til at behandle hende. Det var absolut ikke Frivillig håndtering, men det var ”livs”-nødvendigt, så vi gjorde det i bedste mening. Og afslutning hver gang var naturligvis MASSER af ros/nus og godbidder.
Efter et par måneder var vi igen til kontrol hos dyrlæge, og jeg var var som til eksamen – ondt i maven og tæt på tårer. Han satte 2 Shirmes Tear Teststrips i øjenlågene, og jeg krydsede fingre for at der kom bare lidt udsving på den som betød, at der var gendannet lidt tåreproduktion.
TA DAAAA…..det var der, hvor den var 0,00mm fra start, lå den nu på 15mm (normal er 14-25 mm) 😊 😊 😊 Fik stor ros af dyrlæge, for han har aldrig set en hund med så dårlige tal, komme sig så fint – alt sammen grundet vores vedholdenhed og ingen, absolut ingen glemte behandlinger hjemme.
Emma er nu nede på at få Optimmune 1 x om dagen – og det skal hun have resten af sine dage.
Så – HUSK at SNAK I ØJET i længere tid = gå til dyrlæge og få det tjekket 😊
Lidt om bloggeren.
Lotte er til dagligt kunderådgiver og bruger det meste af sin fritid på at træne med sin hund Emma, som er en beagle pige på snart 9 somre. De har trænet og konkurreret schweiss spor. Agility uden den store succes (der må jo ikke lokkes med godbidder) og nu træner de Nose Work 3-4 gange om ugen, hvis de kan komme til det. De konkurrerer på NW3 niveau, og de har en fest sammen, når de søger.