Da vi købte Rudy i 2015 havde jeg et ønske om at prøve udstilling, baaaaare lige for at prøve det af - Måske er det meget sjovt?
Jeg faldt pladask for konkurrencen, at opnå certifikater og følelsen af at vise mit hjertebarn frem.
Rudy var aldrig købt som en udstillingshund, hvilket også kommer til syne indenfor kort tid. Rudy er af den mere atletiske type indenfor racen, og med en ”fejl”, nemlig haleknæk.
Racen Old English Bulldog har flere forskellige racestandarder rundt omkring i verden, og selvom halen var ligegyldig i nogle standarder, så kunne jeg mærke at det blev nævnt i ringen, som noget negativt, af specielt de danske dommere.
Det irriterede mig grænseløst at det var et problem, og det blev et irritationsmoment, da det talte ned den ene dag, men ikke den anden dag. Jeg følte samtidig også at fejlen var et problem ved én hund, men ikke ved den anden hund i ringen, som sagtens kunne have mere end 1 haleknæk.
Jeg kastede tusindevis af kroner efter udstillinger, fordi selvom vi havde dårlige dage, så fyldte de gode dage mere. Jeg elskede samtidig sporten, og at møde andre mennesker med samme interesse, som hurtigt blev mine hundevenner.
Efter 4 år begyndte jeg at miste modet. Min mand var ved at være godt træt af mit udstillingsliv, og jeg kunne godt se, at selvom vi havde en fantastisk hund, så var han ikke den perfekte showhund som stod i BIS-runden gang på gang.
Jeg begyndte at føle at der skulle et mirakel til, for at vi ville gå videre og disse tanker dræbte min interesse mere og mere.
På det her tidspunkt var OEB ikke godkendt i Dansk Kennel Klub, så selve formatet og størrelsen af udstillingerne, er derfor helt uden sammenligning.
Jeg gik samtidigt til hundetræning med Rudy, både for at træne og stimulere ham, men også for at forbedre vores chancer i udstillingsringen.
Selvom jeg kunne se at Rudy elskede at være i ringen med mig, så varede hans glæde desværre kun i 5-10 minutter.
Udstillingerne tog hele weekenden fra os, og mange af timerne gik med at vente på at det var vores tur, og i den tid sad Rudy for det meste i bur.
Hele dagen var utrolig kedelig for Rudy, så det var til sidst tydeligt for mig, at det var for min skyld at vi udstillede.
Vores hundetræning var fuldstændig modsat.
Det var 15 minutter fra vores bopæl, og vi trænede intenst i 60 minutter. Rudy var i fuld fokus hele sessionen, og så kunne vi tage hjem igen.
Rudy havde derfor fået en langt federe oplevelse, og så var han efterfølgende mentalt kvæstet på den gode måde.
Efter hvert træningspas, kunne jeg mærke en dårlig samvittighed og følelsen af fortrydelse og stupiditet, komme listende ind på mig.
”Tænk engang, at jeg har udstillet ham i SÅ mange år, når vi kunne have gjort det her i stedet for” plus tanken om alle de penge, jeg kunne have sparet.
Rudy blev derfor pensioneret fra udstilling d. 22. februar 2020, da han ikke skulle udstilles for MIN skyld.
Folk der udstiller har min dybeste respekt, da jeg ved at nogle hunde ELSKER at være med, og i nogle racer er det meget betydningsfuld, at få flotte resultater ifm. avl. Dette var bare ikke situationen med Rudy.
Rudy trives nu fuldt ud med træning, som han elsker overalt på jorden.
Han er sofahund til den helt store guldmedalje, men han er samtidig også blevet verdens største linselus, så når vi tager fotos, kan man rigtig se, hvor meget han shiner og hvor meget han elsker det.
Ugens blogger
Dette blogindlæg er skrevet af Mie Eriksson, som er den heldige ejer til en 7-årig Old English Bulldo ved navn Rudy.
Sammen er de aktive på instragram med profilen @erikssons_boys