Ødelagte dørpaneler, ulvetime og masser af bid og blå mærker. Dog ikke længere fra knivskarpe hvalpetænder, men nu fra den vanvittige teenager i huset. Hvalpen er vokset ud af sin søde og uskyldige fase, hvor indlæring går hurtigt, og er nu gået ind i den frygtede teenager-periode.
Jeg har selv været igennem den. Pludselig reagererede Asco overhovedet ikke på indkald, og de basiskommandoer, jeg havde trænet til hudløshed, var også væk som dug for solen. Jeg kunne hoppe og springe som en anden cirkusartist på træningsbanen, og alt hvad hunden gjorde var at vende sig væk fra mig. Han kunne ikke være mere ligeglad.
Han gnavede sig veltilfreds igennem vores paneler og gravede mine roser i haven op. Ingenting kunne trænge igennem, hvilket ellers var besynderligt med de kæmpestore antenner, han havde skiftet sine pjuskede hvalpe-ører ud med. Ingenting virkede, og for at få den mindste smule ro blev tyggeben og frosne Kong’er fyldt med vådfoder en midlertidig løsning. Det gode råd fra træneren var: "Find din indre zen frem og bare hold ud .. det går over igen.” – Ja tak, det siger du ikke …
Jeg har dog været heldig. For Asco var denne periode kortere end for de fleste, og vi kom relativt hurtigt tilbage til normalen. Vi gik ind i en rolig periode, og indlæring tog fart igen. Hans fokus var bedre end nogensinde før, og vi rykkede os helt utrolig meget på kort tid. Roen indfandt sig i hjemmet, og vi fik faktisk etableret nogle regler, der gjorde, at hunden var til at holde ud at være sammen med. Han fandt pænt selv sin seng, når resten af husholdningen også var i ro. Jeg troede virkelig, at det skrækkelige teenager-liv var langt pænt på hylden … Mon jeg tog fejl.
I starten af sommerferien – i en alder af 12 måneder – begyndte vores ”lille” dreng at lette ben. Det blev starten på en ganske hård kamp. Hanhunden i ham begyndte så småt at vågne op, og i takt med det, slukkede han så småt for hjernen igen. Pludselig rejste han børster af skygger, lyde eller sågar mennesker, og den opførsel derhjemme var væk. Vi skulle pludselig dele stue med en hormonfyldt terrorist på 42 kg. Hvad der for et år siden var uskyldige hvalpe narrestreger, er nu nærmest overfald. Med chance for ellers at blive misforstået, så vidste jeg godt, at denne dag ville komme, og vi elsker selvfølgelig stadig vores hund … men hold da op, hvor tester han ind imellem vores tålmodighed.
I en alder af 18 måneder er denne fase stadig i fuld gang, men heldigvis har lidt af hørelsen indfundet sig igen, så jeg nu er i stand til at træne ham træt. Og det gør han såmænd også til UG, men på hjemmefronten er der stadig plads til forbedring. Vi glæder os meget til dagen oprunder, hvor vi kan vinke farvel til The Terrible Teen 2.0.
Denne blog er skrevet af
Sanne Rath Madsen læser til daglig til dyrlæge på Københavns Universitet.
Hundemor og ejer af schæferhunden, Asco. Træner til daglig i Schæferhundeklubben i henholdsvis kreds 3 (Ballerup) og 84 (Skovbo) og driver det lille fotofirma SRM Photography