At købe sele til sin hund, kan være næsten lige så besværligt som at købe jeans til sig selv. Udvalget er enormt, og design er forskelligt. Så hvad skal man egentlig se efter?
Det har vi sat os for at undersøge, og har spurgt henholdsvis
veterinærsygeplejerske, Betina Nygaard Bæk fra Dyrekassen Danmark , Hundetræner, Dyreassistent/Souschef, Bettina Kjærgaard fra Foderboxen og Hundefysioterapeut, Helle Hoffmann om hvad der er vigtigt, når du skal købe sele til hunden.
Nederst kan du se de tre videoer, hvor de hver især uddyber, hvad der er vigtigt, når du skal vælge sele til din hund.
Hvad er vigtigt, når du vælger sele?
- Forbenene skal være fri af selen, så hunden har fuld bevægelighed og der ikke er noget, der generer i armhulen.
- Skulderleddet skal være helt frit og må ikke støde på selen foran eller på siden.
- Selen må ikke presse på halsen, men skal have trykket på brystet.
- Selen skal ligge godt tilbage på ryggen, gerne med et bredt mellemstykke, så trækket bliver bedre fordelt over hundens krop.
- Selen skal ligge stabilt på hunden og må ikke vride for meget til siderne.
- Vælg gerne en sele, der kan spændes ind flere steder, så den bedre kan reguleres.
- Selen skal sidde godt til, men ikke for stramt. Du skal kunne få to fingre ind (gælder også for halsbånd).
- Polstrede seler er mere behagelige for hunde og slider mindre på pelsen.
- Seler som hunden skal træde ind i, er der mange hunde der foretrækker, da de fleste hunde ikke bryder sig om at få noget over hovedet.
- Tag højde for om din hund går foran eller bagved dig, når du vælger model: Eksempelvis er nogle modeller nemmere for en hund at hoppe ud af, hvis de har tendens til at gå bagved dig.
Hvad skal du undgå, når du vælger sele?
- Seler hvor det hele er samlet oppe i nakken af hunden: Dette giver ikke et godt træk og som oftest også ubehageligt for hunden at have på.
- Seler der lægger trykket på halsen og dermed lukker for hundens luftrør.
- Seler, hvor hunden ikke har fuld bevægelighed i forbenene enten pga. for stort forstykke eller fordi selen går ned over skulderleddet.
- Seler der skal over hovedet, hvis din hund ikke bryder sig om at få noget på.
- Seler med stort rygstykke, hvis du har en langhåret hund, da disse kan få pelsen til at filtre.
HUSK!
Tag altid din hund med ud, når du skal købe sele, da seler sidder forskelligt på hunde. Hvad der passer den ene hund, passer måske ikke den anden, og tilvænning til selen er vigtigt, så hunden ikke ser det som et overgreb. Læs mere om tilvænning af sele her.
Selvom seler er specielt vigtige i hundens unge år, hvor den i højere grad laver træk udad, og hvor et halsbånd har større risiko for at give skader, er en sele ikke en undskyldning for ikke at lære hunden at gå ordentligt.
Hunde får stadig skader, nu sidder de bare oppe i ryggen, hvor trækket på selen ligger.