Efter mange overvejelser besluttede vi her i foråret, at det var tid til hund nr. 2 herhjemme. Frida blev 6 i april, og vi ville gerne have en hvalp, mens hun stadig er frisk så de kunne få en masse glæde af hinanden. Og en hund som om nogle år kan overtage hendes plads som min løbemakker, når Frida går på pension.
Jeg hørte mange forskellige meninger om det at have to hunde. Nok mest, at det ikke er et nær så stort arbejde med nummer to, at de to hunde hurtigt bliver bedste venner - og at den voksne opdrager den unge. Disse ting gjorde mig dog også lidt forbeholden overfor ideen, for jeg ville egentlig gerne have en hund mere, som var ligeså knyttet til mig som Frida og ikke to hunde som bare havde nok i hinanden. Samtidig var jeg også meget spændt på, hvad Frida ville sige til en hvalp, for hun er et lidt reserveret type og bestemt ikke den, som leger med alle.
Da lille "Vilde" kom hjem i slutningen af maj, var Frida da også meget forbeholden overfor hende. De første timer ignorerede hun hende fuldstændigt - ikke just som de hundevideoer, man af og til ser på sociale medier, hvor hundene straks er bedste venner. Så jeg var glad for, at jeg på forhånd var lidt forberedt på, at dette kunne ske, for ellers tænker jeg, at man kunne have taget det meget tungt. Senere på dagen "overgav" hun sig dog og legede lidt med hende.
De kommende uger og måneder er gået nogenlunde på samme vis. Frida leger med Vilde af og til, men er ellers ret så reserveret overfor hende. Og Vilde prøver at "indynde" sig og lægger sig op af Frida. Jeg er glad for, at jeg i hundebøger læste, at det faktisk kunne være en fordel med hunde, som reagerer sådan: For så ville hvalpen netop knytte sig mere til en, end hvis de to hunde blev bedste venner med det samme. Modsat kan der også komme en masse tvivl op i en: Er Frida nu glad nok - eller ville hun bare ønske, at Vilde blev leveret tilbage?
Det er dog rørende at se, hvordan hun alligevel har en del omsorg for hende: Når vi går ture og Vilde leger med andre hunde, så kommer Frida lige over og checker at alt er OK, hvis den anden hund fx bliver lidt for voldsom. Og jeg kan også se, at hun i højere og højere grad accepterer, når Vilde gerne vil ligge tæt. I starten smuttede hun hurtigt væk. Vi prøver at give Frida den plads, hun har brug for. Og sørger for at hun ikke skal generes for meget, når Vilde får lyst til at bide hende i ørerne eller bliver for vild. Så jeg tror og håber på at de stille og roligt bliver hinandens rigtig gode venner. Og glæder mig i mellemtiden over, at jeg så har fået muligheden for, at blive Vildes bedste ven og ikke har mistet min nære kontakt med Frida.
Myten om, at hund nr. 2 ikke kræver nær så meget arbejde, synes jeg ikke rigtig, jeg genkender endnu! Jo, jeg kan godt se, at Vilde lærer nogle ting fra Frida og bare "følger med". Men særligt i begyndelsen synes jeg, at der har været minimum dobbelt arbejde. De har haft meget forskellige behov, og Frida har krævet ekstra for ikke at føle sig overset. Særligt fordi de har meget forskellige personligheder, hvor Frida er typen, der trækker sig og let bliver overset. Gåture hver for sig, træning hver for sig, hyggetid hver for sig - alt dette har der været en del af, selvom de selvfølgelig også er blevet luftet og nusset med samtidig. Gulvene herhjemme er vist også mindst dobbelt så beskidte! Men selvfølgelig er der også på mange måder dobbelt glæde - og mere og mere af den. At se dem lege eller hygge sig ved at ligge tæt sammen; ja, det smelter jo ens hjerte at se dem have glæde af hinanden, som jo var en af årsagerne til at få nr. 2.
Så begyndelsen som ejer af to hunde har bestemt ikke altid været nem. Og jeg er glad for, at jeg var godt forberedt på, at det ikke nødvendigvis ville være "kærlighed ved første blik" mellem de to eller til hvalpen.
En anden del af processen med at få en hund mere, har også været at give tid og rum til, at lukke hvalpen ind hos sig selv. Og at det er OK, at det ikke lige sker på en uge eller en måned. Mange har som mig nok et meget tæt og kærligt forhold til deres "enehund" - og det kan en ny hund ikke straks udfylde. Men heldigvis udvikler følelserne sig stille og roligt, efterhånden som man lærer det lille nye væsen at kende og får oplevelser sammen.
Alt i alt har det været en lærerig, spændende - og til tider ret så hård - tid - disse første 6 måneder med to hunde. Vi er godt på vej, og jeg glæder mig over, hvordan vi fra dag til dag bliver et bedre og bedre team sammen som trekløver.
Fotos: Tails by Ragno
Om bloggeren:
Karoline bor i Birkerød med sin kæreste og de to golden retrievere, Frida og Vilde. Karoline er uddannet dyrlæge og hundetræner og er medstifter af hundeløbeklubben Dirty Paws, hvor hun også er træner/tovholder i lokalklubben i Nordsjælland. Frida og Line elsker at løbe canicross sammen og har deltaget i mange stævner i ind- og udland, inkl. EM og VM. Deres vigtigste motto er dog "Better together" - at turene handler om teamwork og forståelse for hinanden. Og at alle kan være med. Foruden canicross deltager de også i K9-biathlons (forhindringsløb med hund) og dyrker hundefitness. Og vandreture både i Danmark og rundt omkring i Europa er også et hit.
Frida er en superhurtigt løbehund, når det gælder. Og kan vandre i timevis i alperne. Men hun elsker også bare at blive nusset på maven og sove længe. Hun kan være stædig som et æsel, hvis der er noget, hun ikke gider. På aftengåturene er det fx hende, som bestemmer ruten. Og så "taler" hun meget ved at brumme, bla når hun synes, at hun har fortjent en ekstra godbid.
Frida og Karoline er at finde på Instagram med profilen @teamgoldenpower