Der er mange ting, der skal tages hensyn til og tænkes over, når drømmen om en lille varm hundehvalp banker på.
I samarbejde med instruktører og adfærdsbehandlere fra Powerdog har vi samlet 10 gode råd til den kommende hundeejer i en lille miniguide
Gik du glip af del 1 og 2? Så finder du dem her:
Råd 5: Familieliv
Børn og hunde har meget glæde af hinanden, og det er en rigtig god ide, at børnene bliver en del af jeres hverdag med hunden. Det er de færreste hunderacer, der egner sig til et familieliv, hvis ikke de aktiveres hver dag. I vores optik er et godt venskab mellem børn og hund baseret på tillid og respekt. Det betyder, at du skal sørge for, at dine børn kan være sammen med hunden, og at hunden kan være sammen med børnene. Ingen hunde skal tvinges til at sige fra, og ingen børn skal opleve at blive bange for hunde.
Skab et roligt hjørne til hunden, hvor den har sin kurv og tal med børnene om, at når hunden går derhen, er det fordi, at den har brug for at være alene, og så skal man ikke opsøge den.
Lad gerne børnene være med til at træne hunden, så de også lærer at omgås hunden på en god måde. Træning mellem barn og hund skaber relation. Leg mellem hund og børn er dejligt, men prøv at undgå, at legen handler om at kaste bolde, for det kan nemt stresse hunden. Prøv i stedet at lade børnene gemme godbidder rundt omkring i huset, som hunden skal finde ved at bruge sin næse. Øv jer sammen i at læse hundens kropssprog, så I kan se, hvornår hunden siger, at den har brug for en pause eller for at være alene.
Lad ikke børnene have ansvaret for at gå med hunden og træne den. Børn har ofte travlt med en masse andre ting, og det skal ikke gå ud over hunden, hvis børnene glemmer noget eller ikke har tid til hunden.
Vær sikker på, at der stadig er tid til hunden, når det bliver hverdag og nyhedens interesse har lagt sig, og børnene er engageret i andre aktiviteter – især hvis du har fået en hund, som har behov for at bruge hjernen hver dag.
Råd 6: Træning og rutiner
Din nye hund lærer hele tiden – både når den er ude, og når den er hjemme. Det er en god ide at tænke over helt fra start, hvilke rutiner, den nye hund skal lære, og som vil være gældende hele dens liv. Det kunne være rutiner omkring spisetid, gåture, og hvor man opholder sig. Lav fx en aftale med dig selv fra start om, at hunden aldrig skal have mad direkte fra bordet, hvis du vil undgå en hund, som tigger. Hvis hunden bare nogle gange får mad fra bordet, vil den hurtigt få en forventning om, at det altid vil ske.
Husk, at det er rigtig hyggeligt at have hvalpen i sofaen og sengen, når den er lille, men når den bliver voksen og vejer 45 kilo, bliver pladsen måske lidt trang, men hunden kan ikke forstå, at det pludselig ikke er tilladt længere. Hunde generaliserer hurtigt, så hvis hunden gerne må være i møblerne derhjemme, vil den også tro, at det er ok at være i møblerne, når den er på besøg hos andre.
Det er misforstået, at hunden skal introduceres til alt, inden den er 16 uger. Vi ved, at hundens indlæringvindue er størst frem til 16 uger, og dét, vi lærer hunden i denne periode om livet, er dét der lægger et solidt fundament resten af hundens liv. Det betyder dog ikke at du skal have travlt med at nå 100 ting med hunden. Det er vigtigere, at din nye hund får 3 positive oplevelser med andre hunde end 50, hvor halvdelen ikke var supergode. Har du en forsigtig hund, er det ikke ensbetydende med, at den skal introduceres til mange ting, for du risikerer at overstimulere den. Hunde lærer hele deres liv, og hvis din hund har haft positive oplevelser, inden den fylder 16 uger med andre hunde, fremmede mennesker, togture og at køre i bil, så har du lagt et solidt fundament for hundens liv. Din opdrætter har formodentligt også gjort sin del, og dermed er hunden allerede godt socialiseret.
Prøv som udgangspunkt at undgå at gøre det muligt for din hund at gøre noget, som du ikke ønsker. Hvis du ikke vil have, at din hund bider i sko, så se om du kan skærme adgangen til skoene ved at gemme dem væk eller lukke døren til der, hvor de er. Hvis hunden alligevel finder en sko at bide i, så tag et stykke legetøj, som den gerne må bide i og giv det til hunden, så den slipper skoen frivilligt. Hav masser af legetøj tilgængeligt for hunden, så den lettere vælger det rette at lege med. Det er altid en god ide at give hundehvalpen tyggesnacks, som den kan ligge med, for at minimere at hvalpen tygger i vores inventar fordi tænderne kløer.
Find en god hundetræner, som du kan få tips og tricks til at komme godt i gang med samarbejdet med din nye hund hos. Husk, at alle hunde skal trænes. Hvis vi ikke lærer dem noget, lærer de bare sig selv, hvad der kan betale sig. Det er en rigtig god investering i jeres fælles fremtid at gå til hundetræning med sin hund.
Powerdog er et samlingssted for dedikerede instruktører og adfærdsbehandlere
Her tilbydes kursister mange forskellige kurser indenfor de fleste hundesportsgrene både online som i lokalerne i Roskilde. Motto’et er bag Powerdog er, at hundetræning skal være sjovt, for alle! Både hunden og ejeren.
Teamet bag Powerdog favner bredt, fra familiehunden til den hardcore konkurrencehund og alle elsker de at give hundeejere ny viden og forståelse for deres hunde.
SE MERE PÅ POWERDOG.DK