Der er mange ting, der skal tages hensyn til og tænkes over, når drømmen om en lille varm hundehvalp banker på.
I samarbejde med instruktører og adfærdsbehandlere fra Powerdog har vi samlet 10 gode råd til den kommende hundeejer i en lille miniguide
Gik du glip af de første fire dele? Så finder du dem her:
Råd 9: Det praktiske hundehjem
Inden din hund træder ind ad døren, er det en god ide at gennemgå hjemmet med hunde-øjne. Hvor er det praktisk at hunden er, når den er alene hjemme, og hvad har den adgang til imens? Har hunden mulighed for at gnave i ledninger, sko eller andre ting, eller er der trapper, som kan være farlige at have adgang til? Har du møbler med hylder, hvor der står ting, som kan friste en hvalp, er det måske en ide midlertidigt at tømme hylderne, så hunden ikke får gnavet i noget, den ikke skal have fat i. Sørg for, at der i stedet er adgang til tygge-legetøj og ting, som hunden gerne må lege med. Med tiden kan du begynde at sætte ting i hunde-højde og lære hunden, at det er ting, som ikke må spises og tygges i.
Måske vil du have et gitter ud til køkkenet, så hunden ikke kan blive fristet til at tjekke, om der er noget lækker og spiseligt på køkkenbordet.
Hvis du har en have, som din hund må lege i, bør den være forsvarligt indhegnet, så nysgerrige poter ikke får mulighed for at gå på opdagelse alene. Tjek også for skarpe søm og skruer i hegn.
Bor du i lejlighed, kan du overveje, om du har øje på en race, som er meget vagtsom og har tendens til at gø, da det er uhensigtsmæssigt i tæt beboelse. Hav ekstra fokus på at lære hunden en rolig alene-hjemme-rutine fra start, så du ikke får problemer med naboerne.
Råd 10: Forberedelse og realitet
Vær forberedt på, at ingen hunde passer fuldstændig ind i en standard. Indenfor det samme hvalpekuld vil der ofte både være en modig, en tilbageholdende og en bulderbasse. Din hund har helt sikkert nogle racemæssige træk og egenskaber, som du kan være forberedt på, men hunden er også er et individ, som udvikler sig på sin egen måde. Meget af hundens personlighed viser sig tidligt, men når hunden bliver kønsmoden, kan den nogle gange ændre sig lidt og måske blive mere reserveret eller frygtsom. Andre gange mærker man næsten ikke, at hunden bliver voksen. Det er ikke til at sige på forhånd.
Når din hund bliver teenager, kan den nemt glemme alt det, som den har lært, og den kan få et energiboost af den anden verden. Her må du bare være tålmodig, gå lidt tilbage i træningen og mind hunden om, hvordan det nu er, at reglerne er. Undlad at skændes med din hund. I denne periode (ligesåvel som i hvalpeperioden) kan det være godt at kunne lukke hunden bag et børnegitter, når den får sin ulvetime. På den måde er din hund stadigvæk en del af selskabet, men uden mulighed for at hoppe rundt på jer.
Der er rigtig mange ting, du kan forberede dig på rent praktisk, og som vil give dig og din hund nogle rigtig gode forudsætninger for et langt og lykkeligt liv sammen. Du kan gå til træning, have fokus på at socialisere din hund tidligt og få lært den en masse gode rutiner. Alligevel er det svært at forudse præcist, hvad det er for en hund, du ender med at få. Jo mere forberedt du er på den første tid og på din hunds behov, jo større sandsynlighed er der for, at du og din hunds liv sammen kommer til at være netop det, som du har drømt om.
Powerdog er et samlingssted for dedikerede instruktører og adfærdsbehandlere
Her tilbydes kursister mange forskellige kurser indenfor de fleste hundesportsgrene både online som i lokalerne i Roskilde. Motto’et er bag Powerdog er, at hundetræning skal være sjovt, for alle! Både hunden og ejeren.
Teamet bag Powerdog favner bredt, fra familiehunden til den hardcore konkurrencehund og alle elsker de at give hundeejere ny viden og forståelse for deres hunde.
SE MERE PÅ POWERDOG.DK